Mange af vores trofaste følgere kan sikkert genkende Najeba. Hun er en af de kunsthåndværkere, vi tidligere har arbejdet tæt sammen med i Herat, og hun var blandt andet med til at udvikle vores bogmærker, som i dag er blevet et af Østerlands bedst sælgende produkter. Mange af jer kender også hendes håndmalede Herat-vaser.

Vi mødte Najeba under vores rejse til Herat og nåede på få dage at få et helt særligt indblik i hendes kreativitet og ambitioner. Vi var blandt andet med til hendes graduation ceremony fra et lokalt kunsthåndværkskursus støttet af FN, hvor hun modtog sit certifikat foran familie, undervisere og andre kvinder fra byen.

Forleden sendte Najeba os billeder fra hendes nyåbnede skønhedssalon i hjertet af Herat. Sammen med sin søster har hun taget det store spring og investeret alt, hvad de havde. De solgte deres smykker for at åbne salonen.
“Jeg har altid været optaget af skønhed og kreativitet. For mig er en skønhedssalon et sted, hvor jeg kan udtrykke mig kreativt, møde mennesker og få dem til at føle sig godt tilpas,” fortæller Najeba.
Selvom hun i dag arbejder med makeup, hår, ansigtsbehandlinger og negle, ser hun det ikke som et farvel til kunsten.
“Jeg stoppede faktisk aldrig med kunsten. Jeg ændrede bare retning og udvidede mit arbejde.”
I dag arbejder hun sammen med andre kvinder i salonen, hvor de kombinerer kunst, syning og beauty treatments side om side.
“Jeg vil gerne skabe et brand, som folk forbinder med kvalitet, elegance og tillid. Men jeg drømmer også om at skabe muligheder for andre kvinder.”
Og hendes største drøm?
“Jeg drømmer om at udvikle salonen og blive mere anerkendt. Men vigtigst af alt drømmer jeg om at skabe muligheder for andre kvinder, så de også kan udfolde deres talent og få succes.”
Vi elsker historier som Najebas. Historier om kvinder, der tør starte noget nyt, skabe deres eget arbejde og bygge noget op sammen med andre kvinder omkring sig. For i virkeligheden har iværksætterkvinder ofte mere tilfælles, end man skulle tro, uanset om man starter en virksomhed i Herat eller i København.

