Spring til indhold
Skrevet af Idil Asan
Mad er en del af vores identitet, vores historie, kultur og politik. For palæstinensere i eksil er mad et bindeled til hjemlandet, der styrker minderne og dermed fællesskabet.
I det smukke digt ’Min far og figentræet’ skriver den arabisk-amerikanske digter Naomi Shihbab Nye:
…. År gik, vi boede i mange huse,
ingen havde figentræer.
Vi havde limabønner, zucchini, persille, rødbeder.
"Plant en!" sagde min mor.
men det gjorde min far aldrig.
Han passede haven halvhjertet, glemte at vande, lod okraen blive for stor.
"Sikke en drømmer han er."
Se hvor mange "Ting, han starter og ikke afslutter."
Sidste gang han flyttede, fik jeg et telefonopkald,
min far synger en sang på arabisk
Jeg havde aldrig hørt. "Hvad er det?"
Han tog mig tilbage til den nye gård. Der, midt i Dallas, Texas,
et træ med den største, fedeste, sødeste figen i verden.
"Det er en figentræsang!" han sagde,
plukker sine frugter som modne tokens,
emblemer, forsikring
af en verden, der altid var hans egen.
Mad er også en del af den palæstinensiske besættelse, hvor adgang til jord og vand i årtier har været begrænset og kontrolleret af Israel. I generationer og på tværs af landegrænser fortsætter palæstinenserne kampen mod forglemmelse - og her spiller kampen for bevarelse af kulturarv som blandt andet nationalretter en stor rolle.
Som en del af Østerlands 'Food and Heritage'-serie, har vi talt med vores veninde Areen Saba. Areen er palæstinenser, kristen, er født i Nazareth og har studeret til ingeniør i Jerusalem. Hun har en passion for mad, hvilket har motiveret hende til også at tage en uddannelse i fransk gastronomi. Hun drømmer om at åbne en familierestaurant i de franske alper, hvor hun fusionerer fransk og palæstinensisk mad.
Et barndomsminde om et særligt hjemmelavet måltid er...
Da jeg var barn, hadede jeg, når min mor lavede "vinterretter", som for det meste var sauterede grønne blade, der vokser i naturen i vinterhalvåret. Bladene bliver blandet med løg og karamelliseret olivenolie. En af retterne hedder" khubeizeh- en plante i hibiscus-familien, en anden er "sabanekh", som betyder spinat. Min mor lavede også en gul linsesuppe. I dag ser jeg de her retter som som mad, der varmer sjælen.
Min go-to opskrift er...
Mjadara, en gryderet kogt på grønne linser og ris eller bulgur og toppet med et bjerg af karamelliserede løg og en kugle af gedeyoghurt. Mjadara er en ret, der laves meget på tværs af Levant-regionen. Vi laver den især under oliventræshøsten, da du skal bruge meget olivenolie til de karamelliserede løg.
Min drømmemiddagsmenu er...
Min drømmemenu ville være en frokostmenu serveret i en traditionel palæstinensisk, libanesisk eller syrisk restaurant. Et farverigt bord med friske salater og en masse meze.
Et andet køkken, der begejstrer mig, er...
Jeg har en stor svaghed for det asiatiske køkken, men hvis jeg skulle vælge en, ville jeg gå efter det japanske køkken.
Mine yndlings ingredienser fra mit hjemland
Mine yndlings ingredienser, som jeg altid køber og tager med i en ekstra taske med tilbage til Frankrig, er, tahini, olivenolie, sumak, zaatar og freekeh.
En mindre kendt palæstinensisk ret er...
Jeg vil sige Maftoul. Det er en palæstinensisk kornret, der tilberedes med flere aromatiske krydderier, kylling og kikærter.
En ret, jeg godt kunne tænke mig at lære at lave, er...
Jeg ville elske at lære mere om surt brød. Jeg elsker elsker elsker brød.
Til en god ven ville jeg kokkerere...
Til mine venner ville jeg altid lave en slags fusion af det arabiske og franske køkken.
En ingrediens jeg aldrig kunne leve uden i mit køkken.
En ingrediens jeg ikke kunne leve uden er helt sikkert olivenolie.
En palæstinensisk ret, der er min guilty pleasure ...
Palæstinensiske saltede kager, jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal stoppe.
En smag, lugt eller ingrediens, som jeg forbinder mest med Palæstina...
Jeg bliver ved med at gå tilbage til karamelliserede løg, for det er virkelig en basis for mange retter, jeg elsker. Og duften er bare himmelsk.
