Spring til indhold
Nehla Solak er en håndværker inden for håndarbejde. Hun blev født i 1969 i Antakya, det smukkeste sted, som hun fortæller mig. Denne gamle by ligger langs bredden af Orontes-floden i den sydøstlige del af Tyrkiet, tæt på grænsen til Syrien. Byen er gennemsyret af en historie om håndværk og har altid været en kilde til inspiration for Nehla.
I dag er Antakya næsten helt ødelagt som følge af jordskælvet mellem Tyrkiet og Syrien den 6. februar 2023. Nehla blev tvunget til at flytte til Ankara efter at have mistet alt – inklusive hendes mest elskede atelier på Kurtuluş Caddesi, den historiske gade, der engang var en vigtig del af Silkevejen.
Nehla arbejder nu hjemmefra i Ankara. Hun er en af de kunsthåndværkere for Østerland, et dansk firma, der blev grundlagt for at hylde håndværk og arv. Med et stærkt ønske om at gøre en forskel arbejder Oesterland sammen med fordrevne samfund i Tyrkiet og Afghanistan for at bevare og sprede deres unikke kunst. Nehla har arbejdet sammen med Østerland-familien i de sidste 4 år med at genoplive traditionelt hæklede perlearbejde. For nylig blev Nehlas halskæder en del af Østerlands kampagne, der fremhæver håndværk fra Swana-regionen.
Jeg talte med Nehla om håndværk i mødet med tab og ødelæggelse, hvordan hendes passion for det, hun laver, giver hende håb for fremtiden, og vigtigheden af at holde kulturel arv i live.
Af Idil Asan
Fotografi/Olivia Rohde & Elif Kahveci
Merhaba Nehla. Det er en stor fornøjelse at tale med dig. Du har broderet og lavet hækling i imponerende 30 år. Hvordan lærte du dette håndværk?
Jeg lærte det fra min mor og søster. Det er en form for intergenerational viden. Det kommer fra familien. Jeg begyndte med blonder. Jeg gik ikke i skole, så naturligvis var jeg meget hjemme, hvilket eksponerede mig for håndværk derhjemme. Det var sådan, det hele begyndte.
Efter noget tid fandt jeg ud af, at Ministeriet for Kultur og Turisme i Hatay afholdt udstillinger om håndværk. Jeg ansøgte. Jeg udstillede blondegardiner, uldveste og patiks (hjemmelavede tøfler).
Jeg begyndte også at tage kurser. Jeg gik på ebru (papir-marmorering) og træarbejde kurser, samt oya, en traditionel tyrkisk broderi. Jeg samlede materialer gennem årene og åbnede en lille butik for mig selv.
Men det er alt sammen væk nu. Jeg starter forfra på grund af jordskælvet.
Antakya er et specielt sted for dig, hvor du blev født og levede indtil jordskælvet i februar 2023. Hvordan afspejler din forbindelse til din hjemby sig i dit håndværk?
Antakya er et sted gennemsyret af historie. Håndværk er en del af denne historie.
Antakyas blondegardiner har altid været en stor kilde til inspiration for mig. De har en særlig plads i mit hjerte og i mine barndomsminder. Tidligere havde de gamle stenhuse mange små vinduer. I stedet for tylgardiner blev hvert vindue draperet med blonder, og hver havde et forskelligt design broderet på – fugle, blomster, sommerfugle eller billeder af den arbejdende kvinde.
De mønstre, jeg bruger i mit arbejde, afspejler Antakyas, Hatays tekstur. De forskellige motiver, som vores ældre lavede, er nu blevet til intrikate smykker og dekorationer. Det er så specielt at genoplive traditionelle håndværk og bruge disse motiver på kreative måder.
For dig begyndte det hele med blonder. Hvordan inkorporerer du det i dit håndværk i dag?
Jeg elsker blonder. Mit arbejde drejede sig oprindeligt om blonder. Jeg lavede gardiner og dugge.
Der kom et punkt, hvor folk begyndte at miste interessen for blonder. Blondegardiner er dyre og kræver meget kærlighed og pleje for at holde sig i god stand. Det mistede sin appel, da de fleste begyndte at bruge maskinsyede gardiner. Jeg havde så meget af mit blonderarbejde tilbage, at jeg endte med at udstille dem i mit eget hjem!
Selvom folk begyndte at miste interessen for blonder, mistede jeg det aldrig. Jeg ville på en eller anden måde integrere det i mit arbejde. Jeg tænkte, hvordan kunne jeg bruge blonder i smykker? Så jeg kom på idéen at genbruge rester af oya til at lave halskæder. Jeg ville holde traditionen i live.
Tillykke med at have dine halskæder som en del af Østerland's nyeste kampagne. Hvordan føles det at se folk bære dine smykker?
Det giver mig liv. Det er så vigtigt at holde vores kulturelle arv i live. Der er så meget arbejde, der går ind i det. Det er ikke det samme som at bruge maskiner. Selvfølgelig kræver det arbejde også. Men som man siger, el emeği göz nuru (håndværk er øjenvandende arbejde).
Det gør dig stærkere at vide, at dit håndværk bliver værdsat. Det holder mig motiveret. Mit arbejde minder mine kunder om deres ældste, deres fortid, deres historie – de smykker, som deres mødre og bedstemødre engang bar. Det er en speciel følelse.
Det virker som om, Østerland har været en stor del af dit liv de sidste par år. Hvad betyder Østerland familien for dig?
Østerland har en særlig plads i mit hjerte. Jeg har fået livslange venskaber. Venner og kollegaer, der altid har været der for mig, selv i de værste tider. De er mit fællesskab. Østerland er ikke bare mit arbejdssted, men også venskab.
Dit atelier var fyldt med forskellige typer materialer – fra perler til stoffer. Kan du fortælle os om nogle af de materialer, du bruger i dit arbejde?
Jeg plejede at arbejde med et meget bredere udvalg af materialer, men jeg mistede alt mit udstyr og materialer i jordskælvet. Mit atelier blev fuldstændig ødelagt. Jeg kunne ikke engang redde én nål. Jeg er taknemmelig for, at jeg kom ud derfra i én stykke.
Jeg kan godt lide at bruge forskellige materialer. For eksempel plejede jeg at lave halskæder med græskarkerne-skaller. Jeg dyppede begge sider af skallerne i ebru (papir-marmorering). Det var en udfordrende proces. Jeg brugte naturlige materialer, som skaller, jeg samlede fra strande. Jeg genbrugte også gamle tøj og stoffer.
Lige nu bruger jeg mest glas- eller sandstøbt perler. Det afhænger af de ordrer, jeg får. Jeg har stadig ikke været i stand til at erstatte de materialer, jeg mistede.
Hatay er stadig i gang med at komme sig efter det ødelæggende jordskælv, der har påvirket millioner af mennesker i regionen. Som du nævnte, havde du et charmerende atelier i centrum af Antakya, som jeg havde fornøjelsen af at besøge lige før jordskælvet. Er der en historie bag dit atelier?
Mit atelier hed Emsali Takı (Emsali Smykker). Emsal er min mors navn. Det var min drøm at have mit eget atelier, og jeg har altid ønsket at opkalde det efter min mor. Det er en måde at ære hende på. Hun såede frøene til mit håndværk. Min eneste håb er at oprette et andet atelier en dag.
Hvordan har din kreative proces været påvirket efter jordskælvet?
Jeg blev indlagt på hospitalet efter at have pådraget mig alvorlige skader, så jeg stoppede helt med at arbejde i et stykke tid. Jeg kommer langsomt til mig selv. I disse dage finder jeg det terapeutisk at arbejde med alle disse forskellige motiver. Når jeg skaber noget, føler jeg mig stolt af mig selv. Det er som om, jeg inkorporerer mine egne tanker i broderiet, i hver eneste sting. Dit sind tager dig et andet sted hen, et lykkeligere sted. Mit arbejde fik ny betydning for mig. Det giver mig mulighed for at undslippe jordskælvs-mareridtet. Inshallah, det vil gå over.
„Mit arbejde fik ny betydning for mig. Det giver mig mulighed for at undslippe jordskælvs-mareridtet. Inshallah, det vil gå over.“
Inshallah. Hvad savner du mest ved Antakya?
Jeg savner mit hjem, mit atelier, min familie. Jeg mistede min tvillingsøster i jordskælvet.
Jeg blev tvunget til at flytte til Ankara. Jeg har været her i næsten et år, men jeg har ikke været lykkelig. Håbet om at komme tilbage holder mig i live. Jeg har ansøgt om et container-telt i Antakya, så jeg kan vende tilbage, men de er alle fyldte. Det er svært at bo væk fra sin hjemby.
Jeg er meget ked af dine tab. Din styrke og passion for håndværk er inspirerende. Er der noget, du gerne vil sige til læserne?
Giv ikke op. På trods af modgang, kæmp for din passion. Jeg gør alt for at komme på benene igen. Det er styrkende at gå efter sine drømme, at skabe og tage sig af sig selv. Især for kvinder. Det har altid været vigtigt for mig at forblive uafhængig.
Tak fordi du tog os med ind i din verden.
Tak fordi I viser interesse. Pas på jer selv.
